Ofte stillede spørgsmål

Booking og medlemskab

Hvordan booker jeg en time eller et medlemskab?

Det er super nemt. Du klikker blot på “BOOK NU” øverst i højre hjørne på hjemmesiden, så kommer du direkte til vores online bestillingsportal, hvor du kan booke tider og tegne medlemskab.

Hvad er forskellen på ikke-medlemmer og medlemmer?

Som medlem af SIM NORTH opnår du en lang række fordele, som ikke er tilgængelige, hvis du ikke er medlem. F.eks. kan du opnå betydelig rabat på timeprisen, når du og dine venner skal ind og spille.

Du bliver også forhåndsinviteret til de mange turneringer, som vi afholder med vores samarbejdspartnere, og du får adgang til demodage med de største udstyrsproducenter samt rabat ved køb af udstyr.

Som medlem kan du desuden reservere en fast tid hver uge, hvor du og dine venner kan spille hele sæsonen igennem.

Kan jeg annullere mit medlemskab?

Nej, du kan ikke annullere dit medlemskab, hvis du har benyttet dig af det. Så hvis du har booket en time i centeret og spillet i den time, kan du ikke længere annullere dit medlemskab.

Har du ikke benyttet dit medlemskab til at booke tid i centeret, bortfalder din mulighed for at annullere medlemskabet automatisk efter 14 dage.

Hvor mange tider kan man booke?

I princippet kan du booke lige så mange tider, du vil. Det gælder både for medlemmer og ikke-medlemmer.

Som ikke-medlem er der dog den begrænsning, at du ikke kan booke tider mere end 2 måneder frem, hvorimod medlemmer kan booke for hele sæsonen.

Hvordan forholder jeg mig, hvis jeg vil ændre min tid?

Hvis du vil ændre din booking, har du følgende muligheder:

  1. Du kan slette din oprindelige booking og starte forfra med en ny booking på det ønskede tidspunkt. Du får pengene retur for den booking, du aflyser, såfremt det sker mindst 12 timer før din oprindelige tid skulle starte.
  2. Du kan skrive til os på booking@simnorth.dk eller ringe på telefon 49 75 95 70. Vær dog opmærksom på, at vi ikke har telefontid hele tiden. Derfor vil det oftest være bedst, at du selv sletter din tid og opretter en ny.
Får jeg pengene retur, hvis jeg aflyser?

Hvis du aflyser minimum 12 timer før, kan du få dine penge retur på det kort, du brugte ved betalingen. Du kan også få dem sat ind på din konto, så de står klar, næste gang du booker.

Kan man købe træningslektioner?

Ja, det kan du. Vores protrænere lægger både kurser og muligheden for individuel træning op i vores bestillingsportal, som du så efterfølgende kan booke. Du kan se alle mulighederne ved at klikke på “BOOK NU” og herefter kigge under træning / kurser.

Er det billigere at spille andre steder?

Hvis man skal sammenligne priser, er det vigtigt, at det er det samme produkt, man sammenligner.

Hos SIM NORTH har du nogle af de største bokse, der findes i Danmark, samt de nyeste Trackman IO-radarer. Du har store skærme, hvor du kan få alle data – også under spil.

Vi har lagt et prisleje, som vi mener er rigtigt i forhold til det produkt, du får. Vi kan finde mange eksempler på steder, hvor det er langt dyrere end de timepriser, du kan opnå hos os.

Bliver der turneringer?

SIM NORTH afholder turneringer løbende – bl.a. afholder vi en turnering for hver af de 4 majors, der spilles i virkeligheden, hvor du kan kæmpe om flotte præmier på selve dagen. Derudover afvikler vi sammen med vores samarbejdspartnere forskellige typer af både individuelle turneringer og holdturneringer.

Vi afholder også klubmesterskaber i indendørsgolf for alle SIM NORTH-medlemmer, både med og uden handicap. Se alle turneringer på hjemmesiden under Turneringer & Events.

Besøg i centeret

Hvordan kommer jeg ind i centeret?

Når du har booket en time, modtager du en sms ca. 1-3 timer før med en 6-cifret kode, som du skal bruge, når du ankommer. Koden benyttes ved indgangsdøren og virker kun til det tidspunkt, du har booket.

Ved døren ind til centeret er der et panel, hvor der står SIM NORTH. Du aktiverer det ved at trykke let på tastaturet. Herefter trykker du på “unlock pin”, taster din 6-cifrede kode fra sms’en, og så kan du åbne døren.

Hvor mange må der være i en boks?

I må max være 4 personer i en boks.

Fodtøj og bolde

Når du ankommer til centeret, er der et lækkert loungeområde, hvor du har mulighed for at skifte til dine indendørssko, som SKAL benyttes i centeret. Det er ikke tilladt at gå i centeret med sko, som har været benyttet udenfor.

Bolde, der benyttes i centeret, må IKKE være påført streger eller tegnet på med tusch, da det ødelægger vores lærreder. Bolde med logo fra fabrikken er selvfølgelig tilladt.

Titleist har i samarbejde med Trackman udviklet en specialdesignet bold, der er velegnet til indendørsgolf, og som gør det endnu mere præcist at få sine data aflæst. Bolden hedder Titleist Pro V1 RCT / Pro V1x RCT og kan købes i shoppen.

Kan jeg købe noget at drikke?

Når du kommer ind i loungeområdet, er der et køleskab på din højre side, som er fyldt op med diverse drikkevarer. Der er høflig selvbetjening, og du betaler med det samme på det MobilePay-nummer, som du finder på døren til køleskabet.

Der er også en kaffeautomat på højre side inde i selve simulatorcenteret, hvor du kan få kaffe. Der betales på samme måde som for drikkevarer fra køleskabet.

Må jeg spise medbragt mad?

Nej, der må ikke spises mad i centeret. Det har vi valgt af hensyn til både dig og dine medspillere samt dem, der kommer efter dig, som måske ikke er vilde med pizzaduft.

Du er dog velkommen til at benytte loungeområdet uden for centeret, hvor du gerne må både spise og drikke. Husk blot at rydde pænt op efter dig selv.

Er centeret overvåget?

Ja, centeret er videoovervåget 24/7 både inde i selve centeret og udenfor.

Hvor stammer navnet SIM NORTH fra?

SIM NORTH er navnet på vores indendørscenter i Hornbæk Golfklub. Navnet er valgt af flere årsager. For det første skulle det være et navn, som gav en nem søgning på både Google, Facebook og Instagram.

Det var også vigtigt at finde et navn, der i forhold til Googles algoritmer indeholdt ord, som kunder primært søger efter, når de skal finde ud af, hvor de kan spille indendørsgolf. Det hjælper ordet SIM med. NORTH blev valgt, fordi klubben ligger i Nordsjælland.